Forskning viser, at forældrene har stor betydning for sit eget og børnegruppens trivsel i vuggestuen eller børnehaven.
Børn som oplever, at deres forældre er forbundet, vil som oftest også føle, at de er forbundet med hinanden.
Fætre og kusiner er som oftest nære, passer på hinanden og har det godt sammen.
Dette skyldes ikke, at deres forældre er søskende, men at deres forældre er tætte, og drager omsorg for hinanden og børnene.
Vi ser gentagne gange, at børn, hvis forældre er nære venner, også behandler hinanden som nære venner og drager omsorg for hinanden.
Nu er det jo ikke fordi vi her i Børnehuset Broen mener at alle forældres ansvar er, at være nære venner med hinanden.
Men det viser hvor stor betydning forældres adfærd har, og hvad man som forældre kan gøre, for at give sine egne børn et trygt børnemiljø og en optimal hverdag. En hverdag, hvor børnene føler sig trygge blandt gode venner og voksne, giver børnene mere overskud til at tage imod læring.
Børns Vilkår har lavet en Forældreguide; 'Sådan styrker du dit barns fællesskab i dagtilbuddet'.
I dagtilbuddet kan dit barn blive en del af et større fællesskab. Her udvikler dit barn sine sociale kompetencer, danner betydningsfulde relationer og får vigtige erfaringer med at høre til. Men gode fællesskaber opstår ikke af sig selv. De er afhængige af voksne, der støtter og viser vejen. Som forælder er du dit barns vigtigste rollemodel og læremester, og du kan være med til at styrke fællesskabet.
Smil og hils på alle:
Når du hilser og smiler til alle dagtilbuddets børn, forældre og personale, viser du dit barn, at dagtilbuddet er et trygt sted at være.
Samtidigt signalerer du, at du har interesse i og anerkender alle som en del af fællesskabet.
Det er naturligt at have en tættere relation til nogle børn og deres forældre. Men det styrker dit barns tilknytning til fællesskabet, når du hilser på alle børn og voksne.
Støt dit barn i at udvikle nye relationer:
Legeaftaler kan være sjove, og det kan hjælpe dit barn til at lære de andre børn bedre at kende.
Hvis dit barn gerne vil invitere venner med hjem, kan det være en god idé at lave aftaler på tværs af børnegruppen, og ikke kun med de børn, som dit barn kender godt i forvejen. Vær særlig opmærksom på nye børn, der måske kan have brug for en hjælpende hånd ind i fællesskabet.
Tal om fællesskabet, når I er derhjemme:
Du kan styrke dit barns relationer og tilknytning til dagtilbuddet ved at vise dit barn, at fællesskabet er vigtigt for dig. Du kan fx se på billeder fra dagtilbuddet sammen med dit barn og spørge nysgerrigt ind til de andre børn og voksne. Det kan hjælpe dit barn med at få øje på nye relationer. Tal altid positivt om børn, forældre og personale, når dit barn lytter med.
Hjælp dit barn i svære følelser:
Alle børn vil opleve at komme i konflikt med hinanden. Fra et voksenperspektiv kan konflikter virke ubetydelige, men for dit barn kan de være forbundet med store følelser. Tal med dit barn, når der opstår konflikter i børnegruppen. Vær nysgerrig og lyt til dit barns oplevelse. Hvis dit barn har svært ved at udtrykke sig, kan du hjælpe med at sætte ord på de følelser, som du tror er på spil. Bagefter kan du spørge, om du har forstået oplevelsen rigtigt.
Konflikter kan altid ses fra flere perspektiver.
Du kan lære dit barn at se konflikten fra andres perspektiv ved at spørge, hvad de andre børn mon tænkte og følte i situationen.